Klubnyheder

Helsingør FT går aktivitetsamok lørdag den 14. marts 2020: Kig ud i Helsingørhallen

13. februar 2020, 15.53


Helsingør Floorball Team sætter nu alle sejl ind på at få Helsingørhallen til at syde og boble af aktivitet lørdag den 14. marts 2020. - Vi planlægger netop nu 3 større aktiviteter på samme dag for at opnå maksimal opmærksomhed, livsglæde og økonomi fortæller formand Tobias Pauli Jørgensen. 

- Vi lægger ud med et stort børne- og ungdomsstævne med op til 40 danske og svenske hold i hal 2. Sideløbende afvikler vi Spar Nord MotionsCup for 20 voksenhold i hal 1. De første lokale hold er allerede tilmeldt, så der bliver med statsgaranti udsolgt, lover formanden.

Dagens hovedevent starter kl. 15:00 i hal 1, hvor den svenske superliga i floorball for en dag flytter blot 7 km fra Helsingborg Arena til Helsingørhallen Det er elitedivisonskampen mellem FC Helsingborg og IBK Dalen, der er på plakaten. - Det er to stjernespækkede hold, der står ansigt til ansigt i et vigtig opgør om slutspilsspoint, så der bliver drama og intensitet for alle pengene, siger Tobias Pauli Jørgensen.

- I år er det 6. år vi er værter for en af FC Helsingborgs hjemmekampe i den svenske superliga. Sidste års kamp i Helsingørhallen blev overværet af 1.186 tilskuere fra Sverige og Danmark, og vores målsætningen er op mod 1.300 tilskuere, siger formanden optimistisk, men det kræver, at vi er ekstremt gode til at komme bredt ud med tilbuddet. - Tilskuerne vil blandt andre kunne opleve nogle af verdens absolut bedste floorballspillere. FC Helsingborgs kommer blandt andre med landsholdsspillerne Jonathan Nilsson og Linus Nordgren, mens IBK Dalen byder på profiler som landsholdsspiller Jonas Svahn og ikke mindst Ketil Kronberg, Norges bedste spiller nogensinde, oplyser formanden. - Tilskuerne kan forvente eminent teknik, masser af mål, vanvittigt spilletempo og masser af inspiration og motion til egen idræt fortæller Tobias Jørgensen passioneret.

- Vi starter nu en større promotionkampagne på de sociale medier og målet er at sende interesserede til FloorballHelsingor.dk, så vi kan få os en idrætsfest til glæde for alle. Foreningslivet kan gøre en stor forskel og en event som denne bygger bro over Øresund og er et forbilledlig eksempel på samarbejde mellem en dansk og en svensk forening, siger Tobias.  

Baggrunden for det høje aktivitetsniveau er at stimulere den positive udvikling som dansk floorball og Helsingør Floorball Team oplever. Der er nu tæt på 10.000 udøvere i Danmark i 180 floorballforeninger, heraf 250 i Helsingør FT fordelt på 15 hold. En del af fremgangen skyldes DIF/DGIs "Bevæg dig for livet" som gennem flere år har investeret penge og konsulenter i at få Danmark i bevægelse.

Læs mere og book dine billetter nu: www.FloorballHelsingor.dk


Klubnyheder
W1siziisijiwmtuvmdgvmtavmjnfmtjfmjzfndczx0hgvf9taw5pbwfuzde2mhg2mdauanbnil1d?sha=d3bb0ce58cc46706